Tre dage i helvede: Fra sorg og fortvivlelse til HÅB

At jeg er en uges tid bagud med rejseberetningerne her på bloggen, er ikke noget nyt, men denne gang er det absolut ikke på grund af vores travlhed med at suge dejlige oplevelser til os, at jeg ikke har fundet tid til at skrive igen før nu...

Sagen er den, at vi i mandags fik så ubærligt triste nyheder hjemme fra Odense, at vores verden har stået på den anden ende det meste af den forgange uge - men lad mig sige med det samme, at der lige nu tegner til at være en helt mirakuløs happy ending på historien, så læs roligt videre!

Vores dejlige Dexter begyndte i mandags at vise tegn på smerter i bagkroppen, og (sviger-)mor Trine kontaktede derfor fluks vores dyrlæge. Vovsen er ellers kernesund og i sin bedste alder, og han plejer at komme sig lynhurtigt, hvis der er det mindste med ham - faktisk har vi hidtil ikke brugt vores dyrlæge til andet end rejsevaccinationer, et kæledyrspas og en sterilisation, så i første omgang var vi ikke synderlig bekymrede men tænkte, at problemet sikkert ville løse sig selv som så mange gange før.

Dét skete imidlertid ikke denne gang - tværtimod: Tirsdag morgen da det lille kræ skulle til dyrlægen og undersøges, måtte Trine bære ham ud til bilen og ind på klinikken, for på det tidspunkt evnede han hverken at gå eller stå. Dyrlægen konstaterede hurtigt, at der var tale om en diskusprolaps, og at situationen var meget alvorlig; Dexter er jo en hund med masser af krudt i røven, og det siger sig selv, at et liv uden at kunne bevæge sig ordentligt ville være et utilfredsstillende og aldeles uværdigt hundeliv for den lille bandit.

Vi fik beskeden om, hvor alvorligt det stod til, imens vi sad på et hotelværelse i San Francisco, og jeg gik helt i chok og sad bare på sengen og rystede og græd, imens Jeppe talte i telefon med sin mor. Det var simpelthen så frygteligt at få sådan en nyhed midt i al vores glæde over at være blevet gift få dage forinden og over den rejse, som indtil i mandags har været en helt vidunderlig oplevelse. Og oven i hatten har Dexter betydet så ufattelig meget for mig under min sygemelding igennem de seneste måneder, hvor alt omkring mig af og til har syntes urimeligt kompliceret, så tanken om at vende hjem til et tomt hus uden Dexter var helt uudholdelig.

Dyrlægen var absolut ikke optimistisk, da vi talte med hende i mandags (dvs. tirsdag morgen dansk tid), og eftersom vi hurtigt udelukkede en operation, idet en sådan med stor sandsynlighed kun ville kunne give Dexter en mindre del af sin førlighed tilbage, var det bedste - og eneste - bud på en kur mod de lammelser, som diskusprolapsen havde medført, en medicinsk behandling med binyrebarkhormon.

Takket være Trines hurtige og beslutsomme reaktion, var behandlingen således allerede sat i gang, da vi snakkede med dyrlægen mandag aften, men den den skulle selvsagt have tid til at gøre sin virkning. Derfor lød aftalen med dyrlægen på, at vi skulle snakkes ved igen onsdag aften (torsdag morgen i Odense), og hvis Dexter til den tid viste visse markante tegn på bedring, kunne vi måske begynde at håbe på, at han kunne blive sig selv igen - men det så ikke lovende ud. Og da vi i mellemtiden ringede hjem for at få en opdatering fra Trine, var der også kun fortvivlende nyt om Dexters tilstand, i og med at han efter det første døgn i behandling kun viste minimale tegn på bedring.

Derfor gik onsdagen for vores vedkommende med at sidde på den helt forkerte side af jorden og stortude alt imens vi forsøgte at acceptere, at vi senere samme aften skulle have den dyrlægesamtale, som enhver hundeejer frygter allermest: På daværende tidspunkt var der nemlig kun én ting at gøre, og det var at tage den hårde beslutning om at lade Dexter aflive hurtigst muligt, så han kunne få fred fra smerterne og det uværdige liv med lammelser og nedsat førlighed.

Efter mere end to døgn i helvede sad vi så i onsdags klokken 23 på vores hotelværelse i Monterey og ventede ved telefonen, samtidig med at Trine hjemme i Odense forsøgte at ringe dyrlægen op. På grund af nedbrud hos TDC lod det sig imidlertid ikke gøre, så hun hoppede i bilen og kørte over til dyreklinikken med det samme. Ventetiden var uudholdelig - det er den eneste måde at beskrive det på - men pludselig tikkede der en tekstbesked ind fra Trine:

"Det her ligner sgu et mirakel! Jeg ringer til jer om lidt!!!"

Vores lille hund viste sig at være en fighter ud over det sædvanlige, og hverken Trine eller nogen af de tre dyrlæger troede deres egne øjne, da Dexter pludselig sad sit bur på klinikken og havde liv i øjnene og krølle på halen igen!

På den anden side af jorden sad vi og havde grædt spandevis af tårer for vores stakkels hund og over, at vi ikke skulle se ham igen, og i sidste øjeblik kom så den helt mirakuløse forbedring af hans tilstand, som var afgørende for, at Dexter nu er kommet hjem igen til huset på Døckerslundsvej, hvor han med Trines hjælp - og løbende kontakt med dyrlægen - okser rundt i vores have for at lære at gå igen.

Han er endnu langt fra stabil på benene, men han nægter naturligvis at sidde stille, og han spiser - som altid - med stor begejstring. Senest fik vi syn for sagen, da vi fredag formiddag via Facetime snakkede med begge vores mødre, der sammen har passet deres firbenede "barnebarn" i vores hus i Odense: Dexter ligner dælme næsten sig selv igen!

Vi er naturligvis helt ubeskriveligt lettede, og efter at have befundet os i en boble af sorg og fortvivlelse i nogle dage, har vi i går og i dag atter taget hul på at nyde vores roadtrip og de oplevelser, den har at byde på. Men som sagt har situationen været meget, meget alvorlig, og der er ingen, der kan forudsige, hvad de næste dage kommer til at bringe - men vi har fået håbet tilbage om, at vi får Dexter at se igen, når vi om en uge atter har dansk grund under fødderne.

Og hvem ved - måske er Dexter så sej en fighter, at han kommer sig helt og får mange gode år endnu!

Tusind tak for alle jeres bryllupshilsner, som vi er håbløst bagud med at svare på - og TUSIND TAK til Trine, der har taget alle de rigtige beslutninger og reddet Dexters liv!